Dag 2: Kota Kinabalu - Gaya Island
Efter morgenmaden var spist, blev vi afhentet af den lokale rejsearrangør. Vi blev i minibus kørt til havnen, hvor vi blev modtaget af vores guide, Osman Assan. Det skulle senere vise sig, at han skulle være vores guide i de næste 4 dage.Vi blev i en lille, hurtigsejlende båd, sejlet ud til Gaya Island - een af de smukke tropiske øer i bugten ikke langt fra Kota Kinabalu. Øen er ubeboet, hvis man ser bort fra de rangere, der sørger for at holde den pæn og ren og sikre, at der ikke drives rovdrift på naturen. Vi blev sat af i en lille vig, hvorefter vi sammen med vores guide fulgte naturstierne gennem mangroveskoven og fik en introduktion til den fantastiske vegation i junglen. Vi lærte om, hvordan man kan få materialer til næsten alt i junglen - f.eks. bolig, tøj, kurve - og hvordan man kan få masser af drikkevand fra en lian.
Da vi havde tilbagelagt et par kilometer - det tager en lille time - blev vi afhentet af en båd og sejlet til den nærliggende ø Manukan Island, der er omgivet af et fantastisk koralrev. Efter frokosten blev dette udforsket af Sophie og Alexander. Resten af dagen blev tilbragt på stranden og i vandet - begge dele var fantastiske. Det er en rigtig Bounty-ø med hvidt sand, lavt og krystal klart vand.

Sidst på eftermiddagen sejlede vi tilbage til havnen i Kota Konabalu, hvor en minibus bragte os tilbage til hotellet. Vi gik ned i centeret og spiste aftensmad - vi var ikke særlig sultne, så det blev et let måltid.